Nye dagpengeregler fra 1. oktober 2018, for selvstændige, honorarlønnede og freelancere

Den 1. oktober 2018 trådte der nye dagpengeregler i kraft for selvstændige, honorarlønnede og freelancere. Formålet med de nye regler er, at give atypisk ansatte samme vilkår og betingelser som lønmodtagere. Denne guide gennemgår alle de nye regler.

Det danske arbejdsmarked skifter karakter i disse år. Flere og flere bliver ansat som freelancere, på kortere kontrakter eller med arbejde som både lønmodtager og selvstændig. Det har fået Folketinget til at fornye reglerne for dagpenge, så de passer bedre til det moderne arbejdsmarked.

De nye regler indebærer blandt andet, at det bliver nemmere at dokumentere ophør af selvstændig virksomhed, at optjeningsretten til dagpenge bliver ens for alle, og at man må udføre sin selvstændige bibeskæftigelse i større omfang og med øje for at gøre det til ens hovedbeskæftigelse.

Dette er blot et lille udvalg af de nye regler. Du finder samtlige ændringer i denne guide, der beskriver alt hvad der er værd at vide om de nye dagpengeregler. Guiden er inddelt i følgende sektioner:

  • Supplerende dagpenge
  • Supplerende dagpenge og selvstændig bibeskæftigelse
  • Supplerende dagpenge og deltidsarbejde som lønmodtager
  • Sådan optjener du ret til dagpenge
  • Sådan beregnes din dagpengesats
  • Fritidsbeskæftigelse (hobbyvirksomhed)
  • Ophør af selvstændig virksomhed

Supplerende dagpenge

Sådan er de nye regler for supplerende dagpenge

Efter 1. oktober 2018 er der indført en fælles dagpengeperiode for alle der modtager supplerende dagpenge mens de udfører deltidsarbejde. Det betyder, at du både kan opbruge dine uger med supplerende dagpenge ved at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse og ved at arbejde deltid som lønmodtager.

Med den nye dagpengeperiode har du ret til supplerende dagpenge i 30 uger. Arbejder du som lønmodtager, er det kun de uger hvor du arbejder og samtidig modtager dagpenge der tæller med. Har du en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, tæller alle uger med, uanset om du arbejder i virksomheden eller ej.

Din ret til supplerende dagpenge udløber, når du, inden for de sidste 104 uger, har udført selvstændig bibeskæftigelse eller deltidsarbejde som lønmodtager i 30 uger.


Supplerende dagpenge og selvstændig bibeskæftigelse

Sådan er reglerne for dig der modtager supplerende dagpenge og har selvstændig bibeskæftigelse

Efter de nye regler er trådt i kraft, bliver antallet af uger du kan modtage supplerende dagpenge bliver sat ned fra 78 til 30. Til gengæld lempes reglerne for hvordan du må arbejde i din selvstændige virksomhed. Der er altså både fordele og ulemper ved de nye regler.

Du har ret til 30 ugers supplerende dagpenge, mens du driver en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

Som nævnt, har du ret til 30 ugers supplerende dagpenge hvis du har en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Når du har opbrugt din ret til 30 ugers supplerende dagpenge, skal du tage stilling til om du vil lukke din virksomhed og fortsætte på dagpenge, eller fortsætte din virksomhed og stoppe dagpengene.

Der er dog mulighed for at forlænge dagpengeperioden, hvis du har arbejdet i et vist omgang.

Du kan du forlænge din 30-ugers supplerende dagpengeperiode med op til 12 uger

Hvis du har opbrugt dine 30 ugers supplerende dagpenge, og ikke har arbejdet nok til at optjene en ny dagpengeret, kan du vælge at forlænge din eksisterende dagpengeperiode. Du kan forlænge perioden med fire uger ad gangen i op til 12 uger. Du kan forlænge din dagpengeperiode med fire uger:

  • For hver gang du har en månedsindberetning med mere end 146/118 løntimer
  • For hver gang du har to 14-dages indberetninger med mere end 68/54 løntimer
  • For hver gang du har fire ugeindberetninger med mere end 34/27 løntimer
  • For hver måned hvor du har arbejdet som selvstændig uden at modtage dagpenge (virksomheden skal være minimum seks måneder gammel)

Du kigges på indberetninger 12 måneder tilbage, fra den dag hvor din 30 ugers dagpengeperiode udløb. Bemærk, at hvis du bruger dine arbejdstimer på at forlænge din eksisterende dagpengeperiode, så kan du ikke også bruge disse timer til at optjene en ny dagpengeret.

De uger, før 1. oktober, hvor du har modtaget supplerende dagpenge og udført selvstændig bibeskæftigelse tæller IKKE

Med de gamle regler, kunne du modtage supplerende dagpenge i 78 uger, samtidig med du udførte selvstændig bibeskæftigelse. De uger tæller ikke med i de nye regnskab. Det vil sige, at hvis du eksempelvis har modtaget supplerende dagpenge i 70 uger, før 1. oktober, så vil du stadig have ret til 30 ugers supplerende dagpenge efter den 1. oktober.

Du skal dog være opmærksom på at dette kun gælder for supplerende dagpenge og selvstændig bibeskæftigelse. Hvis du har modtaget supplerende dagpenge, før 1. oktober, samtidig med du har udført lønmodtagerarbejde, så er det en anden sag. Læs mere om reglerne for supplerende dagpenge og deltidsarbejde som lønmodtager.

Sådan må du drive selvstændige bibeskæftigelse efter 1. oktober 2018

Reglerne for hvordan du må arbejde i din selvstændige virksomhed, samtidig med du modtager supplerende dagpenge, er blevet lempet markant. Efter den 1. oktober gælder følgende regler for selvstændig bibeskæftigelse:

  • Du må udføre arbejdet på alle tidspunkter af døgnet, også inden for almindelig kontortid (før 1. oktober skulle arbejdet kunne udføres uden for normal arbejdstid)
  • Du må arbejde fuldtid i en periode, hvorefter du kan komme tilbage på supplerende dagpenge (uger hvor du arbejder fuldtid tæller ikke med i de 30 uger)
  • Du kan forlænge din 30-ugers dagpengeperiode med op til 12 uger (som beskrevet i forrige afsnit)
  • Du skal indberette alle timer du arbejder i din virksomhed. Timerne bliver modregnet i din månedlige dagpengesats
  • Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det vil sige at du skal søge fuldtidsarbejde, kunne tage job med én dags varsel og møde op til alle samtaler

Supplerende dagpenge og deltidsarbejde som lønmodtager

Sådan er de nye regler for supplerende dagpenge og deltidsarbejde som lønmodtager

Efter 1. oktober 2018, har du ret til 30 ugers supplerende dagpenge mens du udfører deltidsarbejde som lønmodtager. Hvis du har modtaget supplerende dagpenge før 1. oktober, så tæller de med i de nye regnskab. Hvis du eksempelvis har modtaget supplerende dagpenge i 20 uger før 1. oktober, så har du kun ret til 10 ugers supplerende dagpenge efter 1. oktober.

Har du opbrugt alle 30 ugers supplerende dagpenge før 1. oktober, kan du ikke få supplerende dagpenge efter 1. oktober. I det tilfælde må kan du enten genoptjene retten på ny, eller forlænge din eksisterende periode. Begge dele afhænger af hvor meget arbejde du har udført.

Sådan genoptjener du retten til en ny periode med 30 ugers supplerende dagpenge

A-kassen holder løbende øje med om du har ret til en ny periode med 30 ugers supplerende dagpenge. Det gør de ved at tjekke hvor mange timer du har arbejdet, inden for de sidste 12 måneder. Når du har arbejdet et vist antal timer, har du ret til en ny periode. Det gælder uanset om du har brugt alle 30 uger i din gamle periode eller ej. A-kassen indhenter dine oplysninger fra SKATs indkomstregister.

Et af følgende krav skal være opfyldt, før du kan få en ny periode med 30 ugers supplerende dagpenge:

  • Månedslønnet: Du har indberettet mere end 146 løntimer (per indberetning) i seks månedsindberetninger
  • 14-dages lønnet: Du har indberettet mere end 68 løntimer (per indberetning) i 13 14-dagesindberetninger
  • Ugelønnet: Du har indberettet mere end 34 løntimer (per indberetning) i 26 ugeindberetninger
  • Du har ikke modtaget dagpenge i et helt kalenderår, men til gengæld haft en samlet indtægt på mere end 228.348 kroner (A- og B-indkomst, samt overskud af selvstændig virksomhed)
Sådan forlænger du din nuværende periode med supplerende dagpenge

Har du ikke arbejdet nok til en ny periode med supplerende dagpenge, har du mulighed for at forlænge din nuværende periode. Du kan forlænge din supplerende dagpengeperiode med fire uger ad gangen op til 12 uger. Du skal dog være opmærksom på, at uger du bruger på at forlænge din dagpengeperiode, ikke også kan bruges til genoptjening af en ny periode på 30 uger.

A-kassen henter dine oplysninger fra SKATs indkomstregister. De kigger 12 måneder tilbage, fra den dag hvor din 30 ugers periode udløber. Din dagpengeperiode kan forlænges med fire uger, når du har:

  • Én månedsindberetning med mere end 146/118 løntimer
  • To 14-dages indberetninger med mere end 68/54 løntimer
  • Fire ugeindberetninger med mere end 34/27 løntimer
  • En måned hvor du ikke har modtaget dagpenge men arbejdet som selvstændig, hvis din virksomhed er mere end 6 måneder gammel (fra tidspunktet af dagpengeperiodens udløb)

Sådan optjener du ret til dagpenge

Sådan er de nye regler for optjening af dagpengeret

For at være berettiget til dagpenge, skal du, inden for de seneste tre år, have registreret en indtægt på minimum 228.348 kroner. Du kan dog maksimalt medregne 19.029 kroner per måned. Indtægten kan både stamme fra lønmodtagerarbejde og/eller din selvstændige beskæftigelse.

Disse indtægter kan du medregne i optjeningen af din dagpengeret

Du kan medregne alt indtjening fra lønmodtagerjobs, samt overskuddet (før skat) fra din selvstændige beskæftigelse. Til at beregne overskuddet fra din selvstændige beskæftigelse anvendes din endelige årsopgørelse. Det er kun afsluttede regnskabsår der kan indgå i optjeningen. Det årlige overskud deles med 12 for at give en gennemsnitlig månedlig indtjening. Husk dog på at du stadig kun kan medregne 19.029 kroner per måned. Denne begrænsning gør at du minimum skal arbejde 12 måneder, før du kan modtage dagpenge.


Sådan beregnes din dagpengesats

Sådan er de nye regler for beregning af dagpengesats

Ligesom med optjeningen af dagpengeretten, så bliver din dagpengesats udelukkende beregnet på baggrund af din indtægt. Igen er det din samlede indtægt fra både lønmodtagerjobs og selvstændig beskæftigelse som anvendes.

Sådan beregnes din personlige dagpengesats

A-kassen kigger 24 måneder tilbage og udvælger de 12 måneder hvor du har haft den højeste samlede indkomst. For at finde din samlede indkomst for en given måned, bruger a-kassen din lønmodtagerindkomst, som er registreret af din arbejdsgiver, samt et gennemsnit af årsoverskuddet (før skat) fra din selvstændige beskæftigelse.

Gennemsnittet af dit årsoverskud kan kun beregnes ud fra afsluttede regnskabsår, da a-kassen skal bruge din endelige årsopgørelse til at lave beregningen. De tager dit årsoverskud før skat, dividerer det med 12, og fordeler det jævnt ud på alle månederne for sidste år. Din lønmodtagerindkomst gælder for den måned hvor din arbejdsgiver har registreret den hos SKAT.

Når a-kassen har fundet de 12 måneder med den højeste samlede indkomst, laver de et gennemsnit af de måneder. Dette gennemsnit ligger til grund for beregningen af din personlige dagpengesats. Du kan få en dagpengesats der svarer til 90 procent af din tidligere månedlige indtægt, dog maksimalt den højeste dagpengesats.

Den højeste dagpengesats bliver fastsat af staten hvert år. Du kan se en liste med de gældende dagpengesatser her. For at modtage den maksimale dagpengesats, skal du have haft en gennemsnitlig månedlig indtægt (før skat) på minimum 22.505 kroner.


Fritidsbeskæftigelse (hobbyvirksomhed)

Sådan er de nye regler for fritidsbeskæftigelse (hobbyvirksomhed)

SKAT definerer en hobbyvirksomhed, eller fritidsbeskæftigelse, som en virksomhed hvor ejerens personlige interesser vægter højere end det økonomiske udbytte. Som oftest deltager ejeren også selv i virksomheden.

Ifølge de nye regler, må du bruge ubegrænset tid på din hobbyvirksomhed, samtidig med du modtager dagpenge. Du skal dog indberette alle de timer du arbejder i din hobbyvirksomhed, og disse timer vil blive modregnet i dine dagpenge. Til gengæld må du tjene op til 50.000 kroner om året på fritidsbeskæftigelsen.

Det kan være en god idé at undersøge om du kan ændre din selvstændige bibeskæftigelse til fritidsbeskæftigelse, hvis du ikke tjener over 50.000 kroner om året på din aktiviteter. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan bruge indtægt fra en hobbyvirksomhed, til optjening af dagpengeret.


Ophør af selvstændig virksomhed

Sådan er de nye regler for ophør af selvstændig virksomhed

Hvis du driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, skal du ophøre med at drive virksomhed før du kan modtage dagpenge. Med de nye regler, er det blevet meget nemmere at dokumentere.

Som udgangspunkt skal du blot lukke din virksomhed i Det Centrale Virksomhedsregister. Dette gøres på virk.dk. Når du har lukket din virksomhed modtager du et ophørsbevis fra Erhvervsstyrelsen. Dette er din dokumentation for at du har lukket din virksomhed.

Har du ikke mulighed for at fremvise et ophørsbevis, fordi din virksomhed ikke er fuldt afviklet, skal du i stedet underskrive en tro- og loveerklæring om at du ikke længere driver din virksomhed. De timer du bruger på at afvikle virksomheden fuldstændig trækkes fra dine dagpenge. Du skal inden for seks måneder dokumentere virksomhedens ophør.

Er du medejer i en virksomhed, anses du som ophørt når du ikke længere er registreret som ejer hos Erhvervsstyrelsen. Har du arbejdet i din ægtefælles virksomhed, anses du som ophørt når du på tro og love har erklæret at du ikke længere arbejder i virksomheden. Du anses også som ophørt med at drive virksomhed, hvis din virksomhed bliver erklæret konkurs eller bliver solgt på tvangsauktion.

Karensperiode efter ophør af selvstændig virksomhed

Når du lukker din virksomhed skal du vente i en periode før du kan modtage dagpenge. Dette er en såkaldt karensperiode. Karensperioden gælder fra den dag du dokumenterer ophøret af din virksomhed. Længden af din karensperiode er afhængig af din dokumentation.

  • Med ophørsbevis: 3 uger
  • Med tro- og loveerklæring: 2 måneder (eller indtil du kan fremvise ophørsbevis)
  • Konkurs eller tvangsauktion: 1 uge
Jobsøgningsperiode efter ophør af selvstændig virksomhed

Der indføres en jobsøgningsperiode på seks måneder, fra den dag du ophører med at drive selvstændig virksomhed. I denne periode må du ikke starte en ny virksomhed, hverken som hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse. Gør du dette, mister du retten til at modtage dagpenge. Vælger du alligevel at starte en virksomhed i den periode, vil din udbetaling af dagpenge stoppe, og du vil først kunne modtage dagpenge igen når de seks måneder er gået.

Jobsøgningsperioden gælder kun når du selv har valgt at stoppe din selvstændige hovedbeskæftigelse. Du bliver altså ikke pålagt en jobsøgningsperiode hvis din virksomhed er gået konkurs, eller hvis du er stoppet med at drive selvstændig bibeskæftigelse.

Kun ét ophør af selvstændig virksomhed per dagpengeperiode

Med de nye regler, bliver det begrænset hvor mange gange du kan starte og stoppe med at drive selvstændig virksomhed under en dagpengeperiode. Denne begrænsning er sat til ét ophør af selvstændig virksomhed per dagpengeperiode.

Lad os antage at du stopper med at drive selvstændig virksomhed og begynder på en ny dagpengeperiode. Dette ophør tæller ikke med i begrænsningen. Under din dagpengeperiode starter du så en ny virksomhed, som du efter noget tid lukker. Så har du opbrugt din ret til ophør af selvstændig virksomhed i den dagpengeperiode. Du kan godt starte endnu en ny virksomhed i samme periode, men hvis du også lukker denne, så mister du altså retten til at modtage dagpenge.

, ,

Der kan ikke skrives kommentarer.

Leicht Simonsen Statsautoriseret Revisor Aps - Jernbanegade 2, 1 - 7900 Nykøbing Mors - CVR nr. 10415837 - Telefon 96 69 03 99 - e-mail sls@leicht-simonsen.dk